Kulturliv i nedlagt norsk synagoge

De norske nazistiske myndigheder gjorde i 1942 alt for at likvidere et levende og meget aktivt kulturliv i Oslo-synagogen i Calmeyersgate og deporterede samtidig 772 jøder til udryddelse. – Men i dag er synagogebygningen et af de mest strålende eksempler på, at jødisk kultur og liv fortsat lever.

Synagogen er nemlig blevet museum og kulturelt samlingssted. Grunden til denne aktivitet med at etablere et museum siger dets daglige leder, Sidsel Levin, var ildsjæle, der i 2004 oprettede en stiftelse med det formål at ville åbne et jødisk museum. I 2008 blev det til en realitet med hjemsted i den tidligere synagoge fra 1921, der siden lukningen havde tjent mange verdslige formål. Kampen for at nå dertil har været hård, men hun fortsætter hurtigt:

”Oslo kommune er vældig optaget af dette museum, så derfra har vi en god støtte, for der findes ingen steder, hvor jødisk kultur formidles som her. Vi har meget godt besøg af voksne, der ønsker en ny og anden form for information. Men vi bruger også store ressourcer på undervisning af skoleungdom. Vore kulturaftener består af foredrag, koncerter, filmforestillinger ja endog teaterforestillinger.  Af større arrangementer er der Chanukah-fejring med lystænding inde og marked i gården langs synagogen”.

Museet er et åbent museum, hvor størsteparten af de besøgende er ikke-jøder, og det er da også vigtigt for museet at nå ud og informere flere og flere i det norske samfund om en levende jødisk kultur og historie. Museets kultur-arrangementer har skabt stor interesse, og ofte har der været langt flere deltagere end museet egentlig må rumme.

Vigtigt med den jødiske relation til Norge

”Museet har selvfølgelig til opgave at foretage indsamling og registrering af det jødiske liv i Norge ved fotografier og historier. Således har vi i dag den største fotosamling i Norge om jødisk liv. Vi samler også genstande, hvor folk kommer til os med noget, de ved, har tilhørt jøder før krigen. Men genstandssamlingen bliver aldrig stor, og det har noget at gøre med affolkningen i 1942 og de nazistiske myndigheders konfiskation af jødisk ejendom og alt andet, der var eller kunne være jødisk. Judaica har vi mindre af, det er ikke det vigtigste for os. Men har genstande relation til norsk jødisk historie, så vil vi også gerne købe dem, hvis vi i givet fald har økonomiske midler til det. Genstande, der viser norsk jødisk liv, som breve og andre dokumenter knyttet til en historie, får større betydning, eksempelvis det sidste brev fra en far, før han i gik ombord på båden, der førte ham til Tyskland, hvorfra han aldrig kom tilbage”.

I 1942 blev så godt som alt jødisk i Norge skåret over af Holocaust. Efter krigen vendte omkring 1.000 flygtninge fra Sverige tilbage til Norge sammen med nogle af de ganske få overlevende fra koncentrationslejrene. ”Det tog lang tid at få det jødiske liv til igen at gro frem, slutter Sidsel Levin, der taler entusiastisk om det jødiske liv, hun har været med til at skabe som daglig leder af Jødisk Museum i Oslo. (Interesserede kan finde åbningstider og lignende om det norsk jødiske kulturliv på www.jodiskmuseumoslo.no