
En måneds tid før Gilad Shalits løsladelse fra sit fangenskab i midt-oktober, tog 33 elever fra Carolineskolens to 9.klasser til Israel på den traditionelle 3-ugers tur til landet.
Israel-turen er en tradition på Carolineskolen, der går helt tilbage til begyndelsen af 1970’erne. I år var der planlagt besøg i hele Iandet - fra nord til syd - med besøg på museer, i kibbutzer, i by og ørken, naturskoler, kameltur hos beduiner ved Det Døde Hav, riverrafting på Jordanfloden og en masse andet.
Som optakt til turen havde eleverne haft et tre ugers forløb på skolen, som forberedte dem på de steder de skulle besøge, både ved foredrag og ved personlig fordybelse i enkelte historiske, såvel som aktuelle begivenheder eller personligheder i Israel.
Forberedelsen bød også på et par foredrag om konflikten i området mellem israelere og palæstinensere. Uri Krivaa, en af lærerne, der var med på turen fortæller: ”Formålet med turen er, at eleverne lærer om Israels historie og får et indblik i konflikten i området, så de er bedre rustet på selve turen og når de forlader skolen. Og så er et af formålene naturligvis også at eleverne får et tættere bånd til Israel”.
Oplevelser for livet
De fleste elever havde besøgt Israel før, men turen var alligevel helt speciel og mindeværdig, fortæller en af eleverne: ”Jeg har været i Israel en del gange, men denne tur var alligevel helt speciel. De gange jeg har været i Israel har vi haft travlt med at besøge familie, vi rejser aldrig rundt som turister som sådan, så denne gang var det et helt andet land jeg fik set. På den måde fik jeg også min helt egen relation til Israel og fik nogle rigtig gode minder med hjem”.
Og der var en række af oplevelser – store som små - at tage med hjem for eleverne. Et kig på turens program vidner om et intenst, varieret og krævende 3-ugers program. Turen lagde ud i Tel Aviv, gik derefter nordpå til Golan og Galilæa og så igen sydpå til Ben Gurions Kibbutz Sde Boker, og de sidste dage med besøg i Jerusalem.
Og netop turens mange kibbutzbesøg – bl.a. besøget i Ben-Gurions kibbutz, Sde Boker og Kibbutz Degania, Israels første kibbutz, gjorde stort indtryk på en anden elev: ”Det, at bo på forskellige kibbutzer, spillede en central rolle i forhold til den sociale del af turen. Det styrkede sammenholdet, da vi både i grupper og samlet sad ude om aftenen og spillede eller snakkede. Og det var også en enestående oplevelse at bo ved siden af beboerne i kibbutzerne, hvilket gav os et godt indblik i deres dagligdag”.
En anden elev nævner besøget på Israels militære begravelsesplads (se faktaboks), som en af turens store og stærke oplevelser: ”Jeg tror, at vi alle dér indså omkostningerne ved at have en jødisk stat.Turen har vist mig, hvor meget Israel betyder for mig og oplevelsen har uden tvivl styrket min jødiske identitet”, slutter eleven af.
Herzl Bjerget
På Herzl Bjerget – også kaldet Har Herzl – ligger Israels officielle militære begravelsesplads. Her ligger Israels faldne soldater begravet. Bjerget er opkaldt efter Theodor Herzl, den moderne zionismes grundlægger. Herzl ligger begravet på bjergets top side om side med bl.a israelske politikere, som Golda Meir og Yitzhak Rabin. Israels største Holocaustmuseum, Yad Vashem, ligger vest for Herzl-bjerget.