
Den 21. marts på FNs antiracismedag lancerer København et tiltag mod racisme og for større tolerance.
Religiøst motiveret vold og chikane har nu nået et så stort omfang, at de tre største trossamfund går sammen i en opsigtsvækkende kampagne. Her opfordrer de til gensidig respekt og tolerance religionerne imellem for at komme problemet til livs, skriver Berlingske.
- Jødedom, islam og kristendom er religioner med fælles rødder. Og når roden er den samme, må de nødvendigvis kunne trives og vokse side om side. Vi må ikke lade gadens demokrati definere forholdet mellem troende fra forskellige traditioner, siger Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen til DR.
Han støttes af både Det Mosaiske Troessamfund og Muslimernes Fællesråd.
Plakaterne kommer op fra den 21. marts i forbindelse med FNs internationale racismedag, og det er Københavns kommunes integrationsforvaltning, der står bag koordineringen. Kampagnen skal understrege, at den forkastelige religiøse chikane af jøder og kristne ikke kommer fra muslimer i Danmark. Det er nogle rødders misbrug af en religion til at spille 'religiøst politi' i deres lokalområde. Og jeg er meget glad for at kunne samle Danmarks tre store religioner til en sådan kampagne - det har uvurderlig signalværdi. Når de store religioner på fornemmeste vis kan samles om dialog, tolerance og respekt, så kan vi andre også, siger Anna Mee Allerslev, beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.