Store Klaus og lille Klaus

Af: 
Bent Melchior, tidl. overrabbiner

– et par minder blandt mange fra tiden i Ny Kongensgade 6.

Hvor skal man begynde, og hvor skal man ende? folkekøkkenet over gården i 1930’erne? Sammenkomster i 30’erne og 40’erne i Zeire Mizrachi, forløberen for b’nei akiva? produktion af palestine Telegram Service i palæstinakontoret på 1. sal? biblioteket på mellemetagen, hvor lærde mænd som Josef fischer og Julius Margolinsky var ansvarlige? De første af den lange række af WiZobasarer? Jo, minderne er mange. lad mig koncentrere mig om et par rum i stueetagen, der var væsentlige inden ombygningen i 60’erne.

Det er nok de færreste nulevende bekendt, at stueetagen, indtil min far blev overrabbiner i 1947, var rammen om de fleste bryllupper i menigheden. Den venstre del af det, der siden blev til den store sal i stuen, var derfor et separat værelse, der blev kaldt brudeværelset. Det var her, brudene fik den sidste makeup skærmet for nysgerrige blikke, og det var herfra, at døren til salen blev åbnet, og bruden ført til sin brudgom under chuppahen, der var stillet op til lejligheden.

Salens modsatte ende, hvor der i dag er noget, der var tænkt som en scene, men er blevet brugt mere som lagerrum, var tilsvarende et separat rum, der gik under navnet Klausen! Det tyske Klause, der på jiddisch blev til klois, var betegnelsen for et lille rum, der blev anvendt til gudstjeneste og til religiøse studier, på hebraisk Beit Hamidrash og på klassisk jiddisch en shtiebl. En legatstifter havde for meget lang tid siden oprettet seks legater, der i min barndom indbragte tre modtagere 1.000 kr. og tre andre 500 kr. om året, også kaldet Store Klaus og Lille Klaus. For denne betaling forpligtede man sig til at møde til gudstjeneste i synagogen hver dag morgen og aften, og i tiden derimellem skulle man studere Talmud.

Efterhånden som pengenes værdi faldt, så indskrænkedes antallet af timer. Min far var vistnok som en del af sin beskedne indtægt i 30’erne og 40’erne tildelt Store Klaus, der efter krigen med de øvrige legater blev beskåret med 10 %. Han skulle skynde sig at få bugt med morgenmaden, når han kom hjem fra synagogen, for så at tage ind til Ny Kongensgade og med de øvrige ”Klausnere” læse Talmud. Josef Fischer, der havde bolig i huset, var en slags vært, og det gik på omgang mellem deltagerne, hvem der læste for. Man gav møde fem dage om ugen fra søndag til torsdag, mens fredag var fri til forberedelse af shabbat.

Lad mig nævne endnu et minde. I gamle dage var der ikke et køkken til madlavning til selskaber. En af de første middage, der blev afholdt efter ombygningen, var min fars 70-års-dag i slutningen af maj 1967. Lokalerne var endnu ikke udstyret med gardiner eller billeder, men der var borde og stole. Det var dog ikke årsagen til en noget dæmpet feststemning. Den var betinget af den spænding, der rådede i Israel, hvor den egyptiske præsident Nasser truede med at gøre en ende på staten. Han havde lukket søvejen fra Asien til Eilat, og han havde fået FN til at trække de styrker tilbage, som skulle sikre Israel imod angreb fra Sinai.

Vi, der kender de følgende ugers udvikling, hvor Seksdageskrigen kom som en stor befrielse, har måske lidt svært ved at sætte os ind i den truende spænding, der herskede. Men det står tydeligt i min erindring, da døren på et tidspunkt gik op, og Israels daværende ambassadør i Danmark, Esther Herlitz, trådte ind. Hvis hun havde nerver til at gå til fødselsdag, så kunne vi andre være rolige, tænkte vi. Og så blev der festet. Esther Herlitz er fortsat ledende medlem af foreningen Danmarks Venner i Israel.